Seneste billeder

Seneste billeder
Nyheder
Se flere nyheder på vores Facebookside, hvis du ikke kan se vores feed herunder (hvis du bruger en adblocker).
Om vores opdræt
Vi ønsker at opdrætte sunde, racetypiske og smukke boxere. Det betyder, at sundheden, såvel som sind og udseende, er i fokus, når vi skal vælge hunde til avl.
Vi er ikke nogen stor kennel – og har heller ikke noget ønske om at blive det. Vi skal kunne have vores hunde som en del af familien, og hvalpene skal fødes og opfostres inde i huset og være tæt på os døgnet rundt. Det har den store fordel, at hvalpene allerede fra de er helt små vænner sig til dagligdagens lyde: fjernsyn, støvsuger, telefon osv. Samtidig bliver hundene også socialiserede, så de kan flytte til deres nye familier uden problemer.
Sundhed
For os er vores hundes sundhed meget vigtig, og derfor vil de hunde, der indgår i avl, også være udvalgt med omtanke og omhu. Ingen hund er perfekt, men som opdrætter gælder det om at kompensere for svagheder ved at vælge en partner, der er stærk på det/de pågældende område/r. Ifølge DKKs regler skal en hund være undersøgt for HD (hofteledsdysplasi), før den sættes i avl. Desuden undersøger vi vores hunde for aorta- og pulmonalstenose, spondylose, skulderdysplasi (OCD) og albueledsdysplasi (AD). Ligeledes skal de hanner, der indgår i avlen, naturligvis have gennemgået relevante sundhedsundersøgelser.
Avlshunde
I øjeblikket har vi en avlshan til rådighed, BoxUnix Antracit (Carlos). Carlos bor på Fyn hos Thomas og Tina. Carlos er rød, fuldfarvet, og til rådighed for egnede tæver.
Antracit
AK, HD: A (DK), hjerte: 0, spondylose: 0, OCD: ikke påvist
Vores historie
Første kuld: S-banden
I 2008 købte vi Carmen vom Brömchen i Hehlen i Tyskland hos Maike Vollmann og Alexander Siegert, og i december 2010 fik vi vores første kuld i samarbejde med Kennel Spirgården. Mor til kuldet er Carmen vom Brömchen, og far er vores Jamie, der er opdrættet ved Kennel Spirgården – det er derfor vores S-kuld. Hvalpene var dejlige – og ment som en engangsbegivenhed.
Men som tiden gik, blev ønsket om atter at sidde med små bløde boxerbasser i favnen større og større, og vi besluttede at lave et nyt kuld. Jeg gennemgik derfor i 2012 Dansk Kennelklubs opdrætteruddannelse, og vi har dermed også kunne få vores eget kennelnavn, Kennel BoxUnix. BoxUnix fordi hver enkelt lille boxerhvalp er helt sin egen unikke eksistens.
A-kuld
Moderen til A-kuldet er vores Carmen – Carmens sundhed er i orden, og hun kommer fra et meget sundt opdræt – hendes mor, Cobra von Cujo, blev 12 år gammel, og hendes far, Darwin vom Hause Lievrée blev knap 13 år gammel.
Som far til vores A-kuld valgte vi Magic-Boy von Santana, en pragtfuld han, der sundheds- og typemæssigt passer godt til vores Carmen. Resultatet af denne kombination blev tre skønne hvalpe, to røde hanner og en tigerstribet tæve – lige som vi havde ønsket det.
Vi beholdt en pragtfuld tæve, BoxUnix Amber, fra kuldet – og det var meningen, at Amber skulle være mor til vores B-kuld. Desværre har Amber ikke kunnet gennemføre drægtigheden, så vi har nu besluttet, at hun ikke skal sættes i avl.
B-kuld
I 2018 købte vi Diamond von der Waldnieler Heide (mor: Amy von der Waldnieler Heide, far: Nabucco von den Busch), og hun skulle være vores nye avlstæve. Desværre blev hun syg, og i 2019 måtte hun have fjernet livmoderen. Det satte en stopper for avlsplanerne, men vi er bare glade for, at Diamond kom godt igennem sygdommen. Vi håber på at få vores B-kuld i slutningen af 2023.
Hvalp fra os
Når det kommer så vidt, vil hvalpene kunne besøges fra de er 3 uger gamle. Indtil da skal de – sammen med deres mor – have ro og fred. Når du køber hvalp fra os, kan du forvente at få en hvalp, hvor ophavet er i orden både sundhedsmæssigt og karaktermæssigt. Den vil have været i hænder fra den var helt lille, den vil være vant til mennesker og en dagligdag i et almindeligt hjem, og den vil være blevet præsenteret for andre hunde ud over moderen. Vi håber på dermed at være i stand til at levere en veltilpasset hvalp med mod på livet.
Når du har fået din hvalp hjem, vil vi blive glade for at høre fra dig i ny og næ samt at modtage billeder, vi kan lægge ud på hjemmesiden. Skulle du vælge at få din hund sundhedsundersøgt, vil vi sætte stor pris på at høre om resultaterne, så vi kan bruge dem i vores avlsdata. Dette er selvfølgelig fuldstændigt frivilligt og ikke et krav for at få lov til at købe hvalp fra os. Derudover står vi til rådighed, hvis der skulle opstå spørgsmål.
Kuld
Indtil videre har vi haft to kuld: vores S-kuld, som blev til i samarbejde med Kennel Spirgården, fra december 2010, og vores første under eget navn, A-kuldet, fra marts 2014.
S-kuldet er et stort kuld med 6 tæver og 2 hanner, og A-kuldet består af 1 tæve, Amber, som vi selv beholdte, og 2 hanner - men der var ikke mindre gang i den i hvalpestuen af den grund. Begge kuld har Carmen vom Brömchen som mor, mens fædrene er henholdsvis vores egen Spirgårdens Jamie og Magic-Boy von Santana.
B-kuldet lader vente på sig, men det ligger i fremtidsplanerne for slut 2023.
Om os
Her på Ribe Landevej i Haderslev består vores familie af 2 voksne, Erik og Britta, og pt to boxere, tæverne BoxUnix Amber og Diamond von der Waldnieler Heide. Vi har to voksne døtre, der bor med deres familier i henholdsvis Odense og Rødovre.
Vi har haft boxere i familien siden begyndelsen af 1970’erne. Vi har stort set altid trænet med dem i Boxer Klubben – mest for hyggens skyld, men Erik har dog været Danmarksmester i BHP1 med Faruk. Dernæst fulgte en række år med travlhed med både børn og jobs, hvor hundetræning ikke blev prioriteret, men altid har der været en boxer i familien.
Efter at børnene er blevet store og flyttet hjemmefra har vi fået meget mere tid til hundene, og det betyder, at vi i dag tilbringer adskillige timer på træningsbaner i Danmark og Tyskland, især i Gruppe Glücksburg, men også på baner andre steder i Tyskland.
Med Carmen og Jamie i 2013
KontaktKontakt os
Ønsker du at kontakte os ganske uforpligtende, er du velkommen til at skrive til:
Britta Veje
Ribe Landevej 24
6100 Haderslev
Du kan også ringe på:
+45 2065 4563